Scania Truck Driving – en gave til entusiaster

scania-truck-driving-simulator-pc-b

Scania Truck Driving Simulator til pc er en fin måde at afprøve jobbet som lastbilchauffør på. Spillet tilbyder en anderledes udfordring, selvom man i sidste ende godt kunne have ønsket lidt mere indhold til ægte convoy-drenge.

Scania Truck Driving Simulator, der kan spilles på dansk, går i al sin enkelthed ud på at køre så præcist og hurtigt som muligt med en lastvogn med anhænger på.

Det foregår i fem forskellige spiltyper, der appellerer til kræsne truck-drenge:
- Kørekort, hvor man i korte øvelser eksempelvis skal parallel-parkere med anhænger på.
- Chauffør-konkurrence er en genskabelse af den svenske lastbilfabrikant Scanias Young European Truck Driver-konkurrence (kunne også kaldes “ungdoms-OL for convoy boys”).
- Farlig Kørsel udfordrer dig ud i kunsten at kunne fuldføre 21 svære ruter på kortest tid.
- Tidsreaktions-test er en simpel øvelse i reaktion og bremselængde.
- Og til sidst Fri Kørsel. I Fri Kørsel har man et større byområde at køre i, hvor det gælder om at hente og bringe anhængere med forskelligt gods på.

Man vælger selv sin rute, uden om vejarbejde og andre blokeringer, og får ved aflevering af en trailer point for at have undgået kollisioner, overholdt trafikregler og så videre. Her viser spillet sig fra sin bedste side, fordi man bliver tvunget til at vurdere situationer, mens man kører, og må bedst muligt prøve at tage højde for alle faktorer.

Det er dog også her, man begynder at savne mere indhold. Det ville f. eks. have været sjovt at kunne starte eget vognmandsfirma og arbejde sig op. Man kunne også have ønsket sig et fedt udvalg af testosteron-lastvogne frem for den ene Scania-model, der er tilgængelig, eller en mulighed for at tilpasse lastvognens udseende eller egenskaber.

Grafikken er flot, specielt lyseffekterne og regnvejret er godt lavet, og for én gangs skyld bliver man på grund af sidstnævnte nødt til at bruge vinduesviskere i et spil – en hyggelig detalje.

Lydsiden er lidt monoton, men til gengæld har man mulighed for at importere mp3-filer eller sågar programmere netradiostationer direkte ind i spillet og lytte til dem i trucken! At køre på motorvejen en regnvåd eftermiddag, mens man hører Giro 413,  tilfører unægtelig oplevelsen en hel del autenticitet.

Alt i alt en fin simulation med plads til forbedringer. Det skal blive spændende at se, om der kommer en toer og i så fald, om SCS kan udvide konceptet.

Anmeldt af Andreas Ørts Holm

Platform: PC
Udvikler: SCS Software
Distributør: Wendros
Karakter: 7/10