Lego Filmen Spillet

Der er snart utallige af Lego spil på markedet, at det er svært at holde styr på alle sammen. Og med deres nye film, var det selvfølgelig oplagt at lave et spil til filmen. "The Lego Movie Videogame" er en lidt kejtet titel titel. Men er spillet, ligesom dets titel?

Men som du måske har regnet ud, er spillet hvad du kan forvente af Lego spillene. Løbe rundt, smadre og bygge ting, og samle lego mønter. Jeg vil ikke gå mere i dybden med de basale ting i Lego spillene. Dog vil jeg snakke om på den måde de bliver brugt her. 
I starten er der en fin balance. Banerne bliver ikke særlig ensformlige, da de har hver deres stil. Men senere hen, bliver det lidt kedeligt i banedesignet, og det er ikke specielt sjovt at spille.

Men, der er masser af ting at samle i de forskellige baner, der godt kan få levetiden op på en del ekstra timer. Der er også en del figure at spille som, hvor stortset hver, har deres unikke kræft. 

Musikken fandt jeg til at være helt okay. Den var i ørefaldende, men desværre var der for lidt af det. Sangene blev til tider genspillet hele tiden, og blev også ret irreterende at høre på til sidst. 

Stemmeskuespillet er i top. Jeg aner ikke om de har brugt lydklippene fra filmen, men i hvertfald er det fedt at hører kendte skuespillere, levere deres stemmer til dette spil.

Alt i alt, er dette et find Lego spil. Man får hvad man forventer af et typisk Lego spil. Hvis man elskede filmen, og gerne vil have mere, så er dette spil en fin chance. Men ellers har det ikke noget særlig specielt at byde på, end hvad andre Lego spil ellers har. 

Karakter: 6/10

Anmeldt af: Søren 'Crulie' Voigt

Brothers A Tale of Two Sons

To brødre på et episk eventyr

 

Spillet jeg absolut ikke så komme, fangede øjeblikkeligt min opmærksomhed. To brødre, som skal på et farefuldt eventyr. Det var lang tid siden at jeg havde spillet et rigtigt eventyr spil, så jeg greb chancen, og downloadede det med det samme.

Jeg vil ikke afslører historien, da det er noget der skal opleves selv. Men jeg kan dog sige, at der slet ikke bliver sagt noget, på noget tidspunkt i spillet, som man kan forstå. De snakker "vrøvlsk", ligesom de også gør i The Sims spillene. Selvom man ikke forstår hvad de siger, forstår man godt hvor de vil hen med det, og hvad de mener. Spillet er nemlig utrolig god til at udnytte kropssprog, og tonen der bliver snakket i. 

Kontrollen i spillet er, mildt sagt, unik. De styrer begge brødre, med én controller. Du bruger simpelthen en styrepind til hver, og henholdsvis L1, L2 og R1, R2 til at styre brødrenes bevægelser. Det er meget vigtigt at man holder fokus, for der er visse opgaver, hvor man skal kondinere hvem der gør hvad. Det er en sjov måde at spille spillet på. Dog kan man ikke spille multiplayer i spillet. Dog er spillet ret kort, som både er godt og skidt. Det er omkring 3-4 timer langt. Jeg hungrede efter mere eventyr, mens jeg på den anden side, synes at spillet havde den passende længde.

Der er mange fede passager i spillet, og man kommer ud for mange forskellige forhindringer, hvilket jeg synes var virkelig positivt. Jeg hader spil i eventyr og puzzle genren, der vil have at man skal gøre de samme ting, ovre og ovre igen, som overhovedet ikke var sjovt eller udfordrende til at starte med. Der er selvfølgelig steder jeg bryder mig mindre om end andre, men de er heldigvis hurtigt ovre.

Musikken er kanongod, og virkelig storslået, der passer godt til den episke og rørende fortælling.

Brothers A Tale of Two Sons, er et perle af et spil. Det er et af de spil fra 2013, man skylder sig selv at spille, hvis man er det mindste intereseret i et solidt eventyr spil. Jeg synes at det holder, hvad hypen har sat det til at være. Men tag ikke mit ord for det, prøv selv spillet, er ihvertfald demoen, og se om det er din smag. Men spillet får en klar godkendelse af mig.

Karakter: 9/10

Udvikler: Starbreeze Studios
Udgiver: 505 Games
Anmeldt til: Ps3
Anmeldt af: Søren "Crulie" Voigt

 

Beyond Two Souls

En splittet fornøjelse imellem to sjæle
 
Man kan roligt sige, at jeg havde glædet mig til dette spil, efter jeg for et par år siden havde gennemført det formidable Heavy Rain. Og da jeg endelig sad med Beyond Two Souls, følte jeg mig begejstret. Men efter overfladen var ridset, så jeg spillets sande ansigt.
 
Måske lidt en dramatisk start, på en anmeldelse, men fair nok. Introduktionen til spillet og historien er ret så god. Handlingen bliver ikke fortalt i kronologisk rækkefølge, hvilke gør, at hullerne der er imellem sekvenserne, først bliver udfyldt senere. Det synes jeg var en ret fed idé. Det gav spillet den ekstra mystik over, hvad der egentlig foregik. Men altså, historien omhandler Jodie og følgesvenden Aiden (som iøvrigt er en sjæl forbundet til Jodie). At have en personlig sjæl forbundet til en giver selvølgelig et par gode muligheder, men det giver også en del problemer.
 
Man kan godt mærke at der er skruet godt op for dramaet, og til tider, bliver det en tand for meget. Men andre steder, virker det utrolig godt. MEN personligt, synes jeg at historien og spillet, er trukket for langt ud. Der er en del sekvenser der trækker spillet ned, såsom et eventyr i ørken (som jeg dog ikke vil afsløre), hvor jeg virkelig mistede lysten til at spille videre.
 
Musikken er fremragende til tider, især i de store sekvenser. Men den gør hvad den skal, nemlig at sætte stemningen. Stemmeskuespillet var nogenlunde. Selvom at det var to gode navne de havde fået med til at lægge stemme til hovedpersonerne, så er deres præstation ikke noget at råbe hurra for. De gjorde det de skulle, ikke mere.
 
Det svageste punkt ved spillet er (sjovt nok) styringen. Styringen er ikke dårlig, men den er ikke præcis nok. Jeg gik flere gange de forkerte steder hen, og tog de forkerte ting op. Det var en ting de godt kunne have gjort bedre, da styringen er en ret vigtig af gameplayet i det her spil.
 
Det sidste kritiske punkt, ville nok være, at det virker for meget som en film. Jeg ved godt, at det også er det spillet kendetegner, men der er lange sekvenser, hvor man bare går. Jeg synes at handlingen ville have fungeret enten som et spil, eller film, men ikke lige i midten.
 
Men trods for det, så var Beyond Two Souls en rigtig god oplevelse, men dog en anelse for langt. Jeg ville hellere have ønsket det var kortere, end at jeg ville ønske det var længere. Beyond Two Souls er et spil der er værd at spille, men hvis du forventer at det er lige så godt som Heavy Rain, så vil du blive en anelse skuffet.
 
Karakter: 7/10
Udvikler: Quantic Dream
Udgiver: Sony Computer Entertainment
Platform: Ps3
Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

Ratchet and Clank Nexus

Den lodne lombax er (endelig) tilbage!

 

Der er gået 4 år, siden det sidste ”rigtige” Ratchet & Clank spil. Men nu er fortsættelsen, til en af de bedste spiloplevelser jeg havde i 2009, endelig kommet. Men er Nexus virkelig luksus?

Man bliver hurtigt skudt i handlingen som Nexus har at byde på. Efter en fangetransport der gik grueligt galt, er Ratchet og hans trofaste makker Clank, separeret fra resten af teamet. Sådan lyder de første 20 minutter af spillet, og det var en lovende start. Men desværre, gik det ned af bakke. Historien blev mindre uinteressant, og jeg savnede de episke øjeblikke fra ”A Crack in Time”. En del af charmen i figurerne var også forsvundet, såvel som humoren. Men der var alligevel et par stedet, hvor jeg ikke kunne lade være at trække på smilebåndet. Slutningen ligger for meget op til en efterfølger

Udover historien, er der også en arena, hvor man kan kæmpe sig gennem horder af fjender. Dog skal man gennemføre en del af arenaerne uanset hvad, siden de er historierelateret, men det giver alligevel lidt variation.

Jeg synes ikke at Nexus var en værdig efterfølger til A Crack in Time, men det var godt at se at de er tilbage til rødderne. Man kan dog ikke komme uden om at spillet var for kort, og historien for tynd. Slutningen hentyder til en efterfølger, og jeg håber at hvis der kommer en, at de to punkter vil blive forbedret. Men så længe oplevelsen varede, var det en hyggelig stund, men efter min mening, er det ikke et must-buy.

Karakter: 6/10
Udvikler: Insomniac Games
Udgiver: Sony Computer Entertainment
Platform: Ps3

Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

 

Mere galskab med The Saints Row IV

Nu er galskaben tilbage. Endnu farligere, længere ude, og meget dummere. Men er det nu også bedre? Søren har sprunget rundt i ”simulationen”, hvor alt det skøreste af det skøreste sker, og har nu sin bedømmelse klar.

Der er ingen tvivl om at Saints Row serien, har været vidt omkring. Og vi er nu nået til det fjedre (og måske sidste kapitel?) i den populærere og skøre serie. Alt er som det plejer (udover at du er blevet præsidenten, men det er jo en selvfølge), indtil den da, at jorden bliver invaderet af rumvæsner. Du bliver suget ind i en simulator, og er nu fanget derinde, mens at jordens skæbne er i rumvæsnernes slimede hænder. Du får hjælp udefra af Kinzie, som vil guide dig igennem til, hvordan du skal kunne komme ud derfra.  Historien i spillet, har ikke de store overraskelser, men den tager et par sjove drej. Det er ret morsomt at se på, hvordan de forskellige personer, integrere med hinanden. 

Gameplayet ligner ret meget Saints Row The Third, med et par nye aktiviteter, og det faktum at du har fået superkræfter! Det lyder alt sammen super fedt. Men desværre, lyder det nok federe end det er. Selvom at det var fedt at løbe igennem byen og biler, så blev det også for hurtigt hektisk. Og når man først var kommet højt nok op i level, og havde opgraderet sine egenskaber tilpasseligt, blev det ret ubalanceret mellem dig og fjenderne. Dog kan jeg godt lide variationen på de enkelte missioner, hvor der f.eks. bliver parodieret på andre spil.

Soundtracket må jeg rose. Den når et par forskellige genre. Og selvom at man godt kan føle at det bliver lidt malplaceret til tider, så synes jeg nu at det passede meget fint. Jeg kunne især godt lide at lytte til dubstep, mens jeg dræbte aliens.

Styringen ligner ret meget forgængerens, bortset fra superkræfterne selvfølgelig. Men det er ret hurtigt at lære. Dog kan styringen til superkræfterne godt virke en smule klunset.

Alt i alt, er det en fin lille fortsættelse, men så ikke mere end det. Jeg havde større forventninger, og selvom at spillet var tilpas sjovt, så havde jeg en tom fornemmelse bagefter. Den har ikke det forfriskende pust som Saints Row The Third gav til serien. Men hvis man er til mere galskab i selskab med The Saints, uden den store historie, og med masser af overdrevede (og egentlig ret awesome) superkræfter, vil man sikkert nyde det. Men jeg følte mig skuffet over det.

Karakter: 6/10
Udvikler: Volition Inc.
Udgiver: Deep Silver
Platform: Ps3
Venligst udlånt af: Wendros
Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

 

Galskab i Saints Row The Third

Saints-Row-the-Third-17

Det tredje spil i rækken, om banden Saints Row. Hvis du leder efter et af de mest useriøse sandkasse spil, og virkelig plat humor, så er dette spil det rette. Dette er Saints Row The Third The Full Package. Søren springer ud i galskaben.

Hvis du ikke kender Saints Row, kan det bedst beskrives som en mere barnlig udgave af GTA. Bare rolig, jeg vil ikke til at sammenligne de to spil. I 3’eren har serien dog taget en lidt anden og mere useriøs drejning. Og det klæder faktisk serien endnu mere.

Gameplayet virker som det skal. Der er en del muligheder, men det bliver ikke for kompliceret. Der er masser af missioner, aktiviteter, og ting at finde i Steelport. Men det kan hurtigt blive trættende, og der er ærlig talt, ikke meget variation i aktiviteterne. Dog, et minus jeg er nødt til at nævne, er at der er ingen mulighed, for at genspille missioner. Det er lidt noget øv. Genspilning værdien i hele spillet, er dog ikke så stor for mig, da der ikke er helt den samme underholdnings faktor, som første gennemspilning.

Dog er de 3 ekstra mission pakker der medfølger i The Full Package udgaven (kan også købes separat) vildt underholdende. Dog, er de også meget korte. Men når det er sagt, er der også virkelig kvalitet i dem!

Musikken i spillet, lægger man nok mest mærke til, når man kører i bil. Der er en del forskellige radiostationer at vælge imellem, men jeg fandt mig selv, hører de samme sange, over og over igen. Det er ikke som sådan en negativ ting, men det er værd at nævne, at der ikke er tonsvis af sange.

Konklusionen er, hvis du er til spil, hvor du sagtens kan koble fra, være useriøst og bare nyde spillet for det det er, så er Saints Row The Third, lige noget for dig. Jeg nød det i hvert fald meget. Men, det har sine fejl og mangler. Men Saints Row The Third, er uden tvivl god underholdning.

Karakter: 8/10
Udvikler: Volition
Udgiver: THQ
Platform: Ps3
Venligst udlånt af: Wendros

Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

Dødsygt rocker hævntogt i Ride to Hell

ride-to-hell-01

Masser af fede skyderier, heftige motorcykel jagter, suveræn grafik, fantastisk stemmeskuespil og en gribende og rørende historie. Det her spil, har intet af det. Men det har derimod, masser af andre ting… ikke gode ting, men hey, det er tanken der tæller, ikke?

Det er for mig, svært at anmelde et spil, hvor jeg skal kigge på det, fra godt og ondt, da der simpelthen ikke er noget godt overhovedet. Men jeg vil prøve at være så beskrivende hvad der dårligt, og hvad der er godt. Jeg starter med det gode. Det eneste decideret gode, jeg kan huske, var en one-liner jeg grinede af. Det var alt. Nu, til alt det dårlige.

Gameplayet er meget ensformigt og kedeligt. Det her er sådan et spil, hvor du skal bekæmpe de samme 3 fjender, 100 gange uden den store variation på metoderne, besejrer en rocker, måske eventuelt et par kedelige køreturer på din motorcykel der alle ligner hinanden. Og sådan bliver det gentaget hele spillet igennem. Spillet tager dens historie (og sig selv) alt for seriøst, at det næsten ikke engang er sjovt, men bare sørgeligt. Der var også til tider, hvor animationerne forsvandt helt, og når man sloges mod nogen, stod deres figur helt stille, mens man trykkede på knapper. Da jeg havde gennemført spillet, tænkte jeg, om det overhovedet var det værd. Svaret siger vidst sig selv. Slutningen var dog noget af det bedste ved spillet, fordi det endelig var ovre. Selve slutningen var dog forfærdelig, så den passede vidst godt til resten af spillet.

Grafikken ligner noget der kunne være produceret til Playstation 2, uden at det ville udnytte dens maksimale ydeevne. Man kan godt se, at dele af spillet, var der virkelig blevet lagt arbejde. Som i baggrunden, som træer, natur, og søer. Men udførelsen, og texturen, er alt for dårlig, så man ikke nyder det.

Styringen er virkelig skidt. Til tider, reagerer den for langsomt eller slet ikke. Og det resulterer til mange frustrationer og eventuelle dødsfald . Desuden, er der et par funktioner der er forbundet, til de samme knapper, der også skaber irritation til tider.

Stemmeskuespillet, er latterligt. Nogen gange taler de for lavt, og utydeligt. Der kunne også godt arbejdes lidt med manuskriftet, og være lidt mere variation i hvad fjenderne siger.

Det her spil, havde til en vis grad potentialet, til at blive noget godt. Men det færdige arbejde er alt, alt for sjusket, og det ligner ærlig talt et spil under udvikling. Jeg har intet godt at sige om Ride to Hell Retribution, udover coveret og æsken, hvor spillet rigtig hører til. Dette “spil”, får den laveste karakter der overhovedet er mulig.

Karakter: 0/10
Udvikler: Eutechnyx
Udgiver: Deep Silver
Platform: Ps3
Venligst udlånt af: Wendros

Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

Undergrunds uhygge

METRO_LL_SS_2

Jeg har begivet mig rundt, i Ruslands undergrunds baner, på jagten efter den sidste “Dark one”. Det er en mørk, og farefuld færd, men om det var det hele værd, finder du ud af nedenunder.

Da jeg satte Metro Last Light i maskinen, var mine forventninger blandede. Forgængeren fangede ikke mig, og fik det aldrig spillet færdigt. Om det ville forringe oplevelsen i 2′eren, anede jeg ikke. Men fortsættelsen så ud til at være mere min stil. Og lige fra første sekund, efter jeg startede spillet, fangede det mig. Jeg var umådeligt underholdt af det den første time, men så begyndte problemer at dukke op.

Gameplayet, ligner ret meget andre First Person Shooter spil, dog tilsat stealth elementet, som faktisk virker ret godt. Normalt er jeg den type, der bare løber ud i det, og skyder på alt der bevæger sig, men her, brugte jeg stealth så tit jeg kunne. Problemet ved det er, at fjenderne til tider, er ufattelig dumme.  Det ødelægger lidt, hele stealth oplevelsen. Der var et par plot twists i historien, men ellers synes jeg at der var for mange detaljer, til at jeg kunne følge med. Men udover det, var gameplayet faktisk upåklageligt.

Lyden er ret standard. Den holder sig, ret meget til den skabelon, der er blevet skabt gennem årene til skydespil. Der er dog nogen gange, hvor der ikke er lyd, når jeg skyder. Og det ødelægger stemningen, og det flow spillet har, fordi så kommer jeg i tanke om de fejl, spillet har. Musikken fandt jeg dog, ret god. Den giver dig virkelig lysten, til at bevæge dig videre, for at se hvad der lurer rundt om hjørnet. Og den sætter også stemningen, de rigtige tidspunkter.

Grafikken er nogen gange ret sjusket, og andre gange ret så flot. Texturrene og nogen modeller er ikke så pæne at se på, hvorimod lys effekterne er nærmest perfekt.

Metro Last Light, er et ret underholdene spil, med en lidt forvirrende historie. Derfor kan det være en god ide at spille forgængeren før dette. Men jeg nød at bevæge mig rundt i undergrunden. Og det er et af årets bedre spil, selvom at det har dens fejl.

Karakter: 7/10
Udvikler: 4a games
Udgiver: Deep Silver
Platform: Ps3
Venligst udlånt af: Wendros

Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

Dead Island Riptide

dead-island-riptide-ps3

Nu er Dead Island tilbage igen med en ny historie, interessante nye personer og et fedt gameplay, ikke? Desværre er det ikke helt sådan. Vi prøver zombiespillet Dead Island Riptide til PS3.

For at sige det ligeud, så var Dead Island (spillet fra 2009), ikke helt min kop te. Det var ikke forfærdeligt, men
der var en del ting, der gjorde det til en dårligere oplevelse, end det kunne have været.

På samme måde med Dead Island Riptide, seneste spil i serien. Grafikken er ikke overvældende, men det ser i hvert fald ikke dårligt ud på et HD-TV. Jeg synes, at landskaberne som træer og baggrunde er rigtig godt lavet, og det bliver ikke kedeligt at se på.

Lyden er ret normal, hvad angår de forskellige platforme man går på (sten, jord, vand, eks). Det er dog ret fedt, når man kan hører, at en zombie sniger sig op bag en. Det er ret godt lavet. Men der kunne godt være mere variation ved zombielydene. Jeg endte med at blive træt af at høre de samme zombie lyde igen og igen.

Baggrundsmusikken fik lavet en passende stemning, men blev en smule monotont. Stemmeskuespillet er ikke godt eller dårligt, men det er ikke overbevisende. Jeg troede ikke engang på, at de var fanget på en ø, fyldt med zombier, et lille øjeblik.

Gameplayet er dog nok det, der trækker ned i virkeligheden. Her er grundene: Grupper af zombier er alt for magtfulde. Man dør simpelthen for hurtigt af dem. Størstedelen af spillet er at dræbe zombier, men det bliver kedeligt i længden at gøre det. Og det er mest på grund af den lille variation i kampene.

Hovedpersonerne er endimensionelle, kedelige og gav ikke motivation til faktisk at spille videre. Og historien er tynd. Dog endte jeg med at være underholdt. Og det er også et plus, at man kan importere sit game fra det andet Dead Island og spille videre med personen.

Spillet er ikke værre end Dead Island, men det er heller ikke bedre. Dead Island var nemlig ikke perfekt,
og Dead Island Riptide lider af de samme fejl. Hvis der havde været en expansion pack til det gamle Dead Island
spil til en rimelig pris, ville det have været mere fair.

Karakter: 4/10
Udviklet af: Techland
Distributør: Wendros
Platform: PS3

Anmeldt af Søren ”Crulie” Voigt

The Last of Us – rost med rette!

the-last-of-us-bathtub-ps3

Det succesfulde Naughty Dog er tilbage med deres nyeste spil The Last of Us. Det har fået stor ros hele verden over, men er det virkelig så godt? Søren anmelder spillet til PS3.

Da jeg satte The Last of Us i maskinen, kendte jeg ikke til noget af historien, udover at der var udbrudt en form for infektion, og at man skulle ekskortere pigen Ellie ud. Og jeg vil selvfølgelig heller ikke spolere historien for andre, fordi det er bedst, man selv spiller. Selvom historien er virkelig god (især i anden halvdel af spillet), er det ikke den bedste. Selve grundhistorien har man hørt før, men det er de twist, sidespor og ikke mindst persongalleriet, der gør den så forbandet god.

Gameplayet er en blanding mellem Uncharted, Splinter Cell og måske nogen små gys fra Dead Space. Man kan godt mærke, at det er de samme som har udviklet Uncharted, men det er ikke et spil i samme tempo.

Man skal have en god situationsfornemmelse, ellers vil man ikke klare sig særlig langt. Du er nødt til at fornemme, om du skal snige dig forbi fjender, og nedlægge dem stille, eller om man skal afgøre det i en skud-duel. Ammunition og liv bliver ikke bare smidt i din retning. Selvom spillet godt kan give dig noget liv, hvis du mangler det, så skal du ikke regne med, at der bare deles ud.

Ud over den velstøbte historie og det fremragende gameplay gøres spiloplevelsen til noget specielt med de stille sekvenser. De øjeblikke, hvor man kan få pusten tilbage, nyde landskaberne, udforske områderne. Og selvfølgelig, det bånd man knytter med Ellie. Og det er en unik oplevelse.

Om det er årets spil for mit vedkommende, må tiden vise. Men det er ihvertfald et spil, som ingen der ejer en PS3, bør snyde sig selv for.

Karakter: 9/10
Udvikler: Naughty Dog
Udgiver: Sony Computer Entertainment
Platform: PS3

Anmeldt af Søren “Crulie” Voigt

The Tomb Raider Trilogy - Genial gravrøver eller PS3-flop?

tombraider-underworld-ps3 a

Jeg har aldrig været den store Tomb Raider fan, men derimod virkelig glad for Uncharted serien. Så da jeg satte Tomb Raider i min PS3, var jeg lidt i tvivl om den oplevelse, jeg ville få. Men jeg blev ikke skuffet.

Historien i Tomb Raider er både lige ud og lidt kompliceret. Med så mange informationer man får, så er det lidt svært at følge med. Men man kan også forenkle det. Båd krakket, ø med fjender, må slippe væk. Men man slipper ikke for plot twists, og de er, som altid, meget velkomne. Men må indrømme, at jeg nok skal spille det igennem en gang til for at forstå, hvad de egentlige snakkede om det meste af tiden.

Gameplayet i Tomb Raider, kan nok bedst sammenlignes med Uncharted. Selvom man helst ikke skal sammenligne så meget med andre spil, så ligner det på mange måder Uncharted. Hvis du kunne lide gameplayet i Uncharted, vil du med stor sikkerhed også kunne lide Tomb Raider.

Man klatrer, observerer fjender (eller bare render ud i det, og skyder), der er store action sekvenser (f.eks. med ting der flyver lige i hovedet på dig) og de øjeblikke, hvor man bare stirrer ud på det smukke landskab.

Der er intet at klage over i gameplayet. Dog synes jeg, at styringen var lidt forvirrende. Men det ødelagde ikke oplevelsen. Der er desuden også vilde dyr, som man kan jage, et ”frit” (der er stadig begrænsninger) miljø at udforske, og et upgrade system. Det tager omkring 9-12 timer at gennemføre størstedelen af spillet. Men det kommer både an på sværhedsgraden, og om man udforsker eller bare går lige til historien.

Baggrundsmusikken i Tomb Raider sætter virkelig den dystre stemning, der til tider er. Det er flot komponeret. Dog må jeg indrømme, at jeg ikke lagde så meget mærke til de andre lyde, da de ikke rigtig skilte sig ud. Det er ikke en god eller dårlig ting.

De eneste ting jeg rigtig kan udpege som er dårlige, er de tekniske fejl. De er små, men de er der stadig, og det ødelægger oplevelsen en smule. Jeg oplevede, at en fjende var usynlig, men han bar stadig våbenet, og skød på mig. Jeg faldt også gennem jorden og døde, og der var en bue der fløj i luften. Og det var med den nyeste patch til spillet. Jeg kritiserer ikke, bare for at kritisere. Men det tager én lidt ud af oplevelsen, at opleve de ting. Men det er for små ting til at snyde sig selv for spillet.

Tomb Raider er et virkelig gennemført spil på mange planer. Hvis du er en gamer eller bare fan af Uncharted (og måske blev skuffet over 3′eren, som jeg gjorde), så gå ud og investér i Tomb Raider. Der er stor chance for, at du vil blive overrasket.

Karakter: 9/10
Spillet på: PS3
Udviklet af: Crystal Dynamics
Udgivet af: Square Enix

Anmeldt af Søren ”Crulie” Voigt

Angry Birds Trilogy

angry-birds-trilogy-ps3

Hvordan vil det verdensomspændende spilfænomen klare sig hjemme i stuen, i stedet for ved hånden? Søren har kastet rundt med hundredvis af hævnlystige fugle og er nu klar med en PS3-konklusion på Angry Birds Trilogy.

Alle, der ikke har levet under en sten, kender Angry Birds, også dem der ikke spiller spil til hverdag. Spillet har haft stor succes, men om det var en god ide at konvertere det til konsol, er op til den enkelte at vurdere. Prisen skal i hvert fald være retfærdig i fht. det produkt, man får, og det er den ikke her.

Jeg synes generelt, at Angry Birds er et sjovt spil, man kan spille for at få tiden til at gå. Men det er ikke mere end det, i hvert fald ikke for mig. Jeg kunne ikke drømme mig om at sidde og spille det timevis i træk. Det er frustrerende, når man ikke kan komme videre, men det føles godt og befriende, når man endelig får ram på den sidste gris.

Trilogien består af det originale Angry Birds, Angry Birds Seasons og Angry Birds Rio. I Angry Birds og Angry Birds Seasons skal man skyde efter
grise, hvorimod man skal slippe fugle i bure løs i Rio. Og det, synes jeg, er et fedt twist. Der mangler dog en multiplayer-funktion. Jeg synes, at en slags ”angrib fjendens base”-mode ville være passende. Det kunne gøre det til et sjovt multiplayerspil. Eller der kunne laves en level editor, hvor man selv kunne lave baner.

Angry Birds (Trilogy) er et simpelt og sjovt spil, men i små bidder. Derfor synes jeg ikke personligt, at det er egnet til de nyeste konsoller, når alle jo næsten alligevel har telefonen ved hånden. Desuden er Angry Birds-trilogiens pris for høj i fht. at købe den til konsollerne i stedet for til mobilen. Men når det er sagt, så er der timevis af underholdning i det her spil, hvis man altså har tålmodigheden.

Platform: Ps3
Udvikler: Rovio / Housemargue
Udgiver: Activision
Karakter: 6/10

Anmeldt af Søren ”Crulie” Voigt

Far Cry 3 – for hypet eller for fedt?

Far-Cry-3-PS3-anmeldelse

Et såkaldt ‘open world’-skydespil med massevis af blodtørstige dyr og pirater. Lover spillet mere, end det holder? Vores anmelder er taget på tropisk ferie med sin PS3.

Man spiller Jason Brody, som uheldigvis er blevet taget til fange af pirater på en ferie med sit følge. Jason slipper med nød og næppe ud, og det er nu ens opgave at få resten af ens venner og familie fri.

Det er plottet, men jo længere man kommer ind i spillet, desto mere
handling, twists og fyld kommer der. Selvom historien godt kan virke tynd til tider, er den som oftest spændende og dyster. Det eneste minus er slutningerne. Højt at flyve, dybt at falde.

Men historie er ikke alt. Udover det kan man f.eks. gå på jagt, overtage fjendtlige outposts, dræbe efterlyste personer og meget andet.

Gameplayet er fantastisk. De mange kvadratkilometer, man kan udforske, de vilde dyr
der kan jages, det skiftende vejr mv. Dog er der nogle texture-problemer på PS3 (og sikkert også på Xbox 360).

Når man ligger på lur i græsset med en fjende i sigtekornet og affyrer sin sniper, kommer der en sprød lyd. De vellykkede lyde i Far Cry 3 og selve stemmeskuespillet er virkelig godt gennemført. Især stemmen bag psykopaten Vaas, Michael Mando, er god. Man kan virkelig høre, at han lever sig ind i rollen.

Der er selvfølgelig også en flerspiller-del, bestående af co-op og multiplayer. Ingen af dem fangede mig for alvor. Co-op delen var lidt tam i fht. historien, og de små cutscenes er sjuskede.

Min konklusion er, at Far Cry 3 er et must! Som du nok har læst, har jeg virkelig nydt at spille det (måske lidt for meget), men det var virkelig en oplevelse, jeg klart kan anbefale. Med et par mindre fejl her og der, er det næsten en perfekt spiloplevelse, der i hvert fald kan underholde i masser af timer.

Anmeldt af Søren Voigt.

Platform: PS3
Udvikler: Ubisoft
Karakter: 9/10

Max Payne 3

Playstation for drengerøve.

max-payne-3-ps3

Vi tester her Max Payne 3, der har drengerøve som målgruppe. Så hvad var mere oplagt end at prøve spillet på en PS3 for nedrullede gardiner, mens drengene blev inviteret indenfor til en gamer-aften med pizza og chips?Uden at have prøvet – eller haft nogen baggrundshistorie i forhold til – de andre Max Payne-spil satte jeg spillet i min Playstation 3 og prøvede lykken” Og jeg kan love jer for, at jeg blev positivt overrasket over resultatet.
Jeg vil ikke røbe noget af den fede historie, som Max Payne 3 har at byde på, men den har masser af plot-tvist, og det er bare med at holde tungen lige i munden. Jeg var på et tidspunkt helt fortabt med de navne, der optræder, men det lykkedes mig dog at få historien til at hænge sammen til sidst.

Og så hjælper det, at gameplayet i shoot ‘em up-spillet er for fedt! Både det at historien bliver fortalt i datid, men også den måde det bliver udført på. Det føles nyt og forfriskende. Simpelthen fantastisk.

Og hvis du dør for tit, giver spillet dig automatisk et par painkillers, så du har lidt at klare dig på. Du har altså en chance for at komme videre. Det er et fedt plus!

Der er et par mennesker der klager over kontrollen på konsoller, og at spillet skal spilles med keyboard og mus. Men efter min mening er det noget fis. Jeg havde ingen problemer med styringen, og den var lige at gå til.

Lyden i spillet var god! Selvom dialogen var fed, så synes jeg dog, at skuespillerne der lagde stemmer til dem, lød lidt tørre fra tid til anden. Men det, der opvejer det, er musikken! De sidste 15 minutter af spillet var en ren symfoni af musik, der fik ens hjerte til at pumpe hurtigere, mens man kæmpede for at overleve. Det lyder måske overdrevet, men man skal selv spille det for at forstå det.

Alt i alt er Max Payne 3 et fedt drengerøvsspil! Hvis du er på udkig efter et spil med en fed historie, et gameplay der ikke bliver kedeligt og føles nyt og forfriskende, så vil jeg stærkt anbefale Max Payne 3. Det er årets adrenalin kick!

Af Søren “Crulie” Voigt

Platform: PS3
Udvikler: Rockstar Games
Karakter: 10/10

Homefront – et råt PS3-hit

homefront

Homefront er et klassisk shoot ‘em up, der fokuserer på realistiske våben (sådan da) og et råt fremtidsscenarie. Anmeldt til PS3.

Testosteron er i den grad fællesnævneren i vores senest testede spil, og på den konto skuffer THQ’s hypede Homefront skam ikke.

Skydespillet foregår i en dyster fremtid, hvor Nordkorea har erobret USA, og du naturligvis er guerillasoldat af Guds nåde. Med et utal af våben skal der nedlægges et utal af skævøjer (undskyld!) – og så er handlingen ellers på plads.

Selv erfarne gamere vil opleve udfordring med Homefront, der er lige så realistisk, krævende, svært og råt, som det samlede scenarie er usandsynligt. Det kan anbefales og er absolut et af de bedste bud inden for genren for tiden. Også til din yndlingskonsol PS3.

De lange filmsekvenser kunne man dog godt efterlyse en god funktion til at skippe eller spole hen over.

Platform: PS3
Distributør: Panvision
Karakter: 8/10