MX VS. ATV ALIVE

Giv din ven baghjul

MX VS. ATV ALIVE er et spil der mest af alt henvender sig til fans af serien, eller til dem der nyder at spille den samme bane igen og igen for at udføre det perfekte lap. Når det er sagt må det også siges at spillets multiplayer del, hvor man konkurrere med ens venner er særdeles underholdende.

Jeg er normalt vant til at motorsports-spil stiger i sværhedsgrad jo længere man kommer i spillet. Dette har udviklerne af MX VS. ATV ALIVE dog set stort på og i stedet lavet et spil hvor sværhedsgraden justeres hver gang man starter et nyt løb. Det er for mig at se en rigtig fed idé, eftersom jeg efterhånden har lidt for mange ufuldførte bilspil liggende i skuffen, fordi de til sidst er blevet for svære. Så hellere få nogle nye baner løbende og selv kunne justere sværhedsgraden.

Nogle vil måske føle det er at snyde, men så kan jeg fortælle at ”All Time” sværhedsgraden er ganske god selv på de allerførste baner. De erfarne spillere vil derfor få modspil allerede når man spiller første gang. Dernæst har spillet en multiplayer del, hvor man kan møde kvalificeret modstand.

Spillet har tre former for ”løb”. ”National” som er de store baner, ”Short Tracks” som selvfølgelig er de små baner og til sidst ”Free Ride” som er beregnet til at lave tricks på egen hånd. ”Free Ride” består af to baner som er tilgængelige fra start, ”National” og ”Short Tracks” har til at starte med kun to tilgængelige baner hver. De næste bliver låst op ved level 10 og level 25.

Jeg oplevede at nogle af de baner der bliv låst op ved level 10 var en smule sværere end de to man startede med, men da spillet under testen valgte at resette sig selv og al ens xp forsvandt, fik jeg kun spillet banerne en enkelt gang. At nå level 10 er nemt, men tidskrævende og generelt af det ret irriterende at skulle starte fra scratch.

Spillet gør ikke brug af en decideret historie, men holder sig til at fokusere på selve løbende og halleluja for det. Dog stiger man i XP, hvilket låser op for både komponenter og såkaldte skills. XP’en låser også op for de nye baner, og her har spillet sin umiddelbart største ulempe. Der er simpelthen for få baner til at starte med, og der er for langt imellem at man låser en ny op. Du ender med at spille de samme baner igen og igen, og hvis du ikke spiller fordi du af lyst vil lave det perfekte hop, tage rundingen perfekt eller slå din egen tid, så føles ens udvikling ret langtrukkent og kedelig.

Der er ingen tutorial, man bliver kastet ud i løbene direkte og hjælp er der ikke det vilde af. Eneste hjælp du har fra udviklernes side er din manual fra spillets æske og så lige nogle tips og tricks skærmbilleder der dukker op som loadingsskærm. Man skal derfor søge mere informationer på egen hånd ved f.eks. at se videoer på youtube, forum m.m.

Sværhedsgraderne gør dog, at spillet ikke er totalt umuligt for os begyndere der har et lidt for afslappet forhold til speederen. Sværhedsgraderne er Rookie, Amateur, Pro og All time. Rookie er ret så nem og Amateur giver lidt modstand som dog ikke bør volde de store problemer. Pro giver en god modstand og ved All Time har jeg endnu ikke formået at score en topplacering.

Der hvor spillet skaber en oplevelse for mig er dets multiplayer del. Når man spiller sammen med en ven var oplevelsen for mig helt anderledes, og især ved banerne i kategorien ”Short Track”. I denne kategori er fart underordnet for du kan simpelthen ikke holde speederen i bund. Der er hjørner overalt, der bliver skubbet og banen overlapper hinanden. Det betød at placeringen hurtigt blev ligegyldigt for at presse sin ven ud af banen blev hurtigt lidt for sjovt. Da man begyndte at tage spillet alvorligt igen, var det bedste ved denne slags baner i høj grad at modstanderne konstant var indenfor synsvidde.

Sidste kategori ”Free Ride” er igen meget sjovere med en ven, der kan se ens fantastiske stunts, eller som i mit tilfælde hvor min ven snarere kunne se mine fantastiske stunts gå helt galt. Men sjovt var det.

Inden jeg slutter af vil jeg lige komme ind på det grafiske. Spillets grafik er tilfredsstillende, det er ikke banebrydende, men det er heller ikke så skidt endda. Din kørers tøj blafrer i vinden, men mudder og det der nu hører sig til i MX verdenen forbliver på jorden og du kan lige fremtrylle en lille støvsky.

Konklusionen af dette spil er derfor at som singleplayer spil er spillet ok, men heller ikke meget mere. Som multiplayer er spillet ganske underholdende og spillet egner sig derfor bedst til enten entusiaster eller til lidt venneunderholdning.

Platform: XBOX360 og PS3
Udvikler: THQ
Karakter: 4/10

PES 2013 er gammel fodbold på nye flasker

Det nye Pro Evolution Soccer er egentligt et stykke velprogrammeret arkadefodbold, men manglende autencitet og irriterende småfejl gør det svært at anbefale spillet frem for konkurrenterne, skriver vores anmelder.

Det først Pro Evolution soccer udkom i 2001 og fra starten var ambitionen at tage kampen op med den markedsførende Fifa-serie. Det er til tider også lykkedes, specielt fordi Fifa omkring 2005 var begyndt at stagnere en smule, men for nogle år siden havde EA lært lektien og hev Fifa igennem en større makeover med vellykket resultat. Det er denne makeover, man nu sidder og venter på skal indfinde sig i Pro Evolution-serien.

For lad det være sagt med det samme: Pro Evolution er det næstbedste fodboldspil på markedet. Isoleret set er det et fint spil. Styringen er meget lige til og præcis med masser af muligheder der vil give udfordring til spillere på alle niveauer, men den indeholder også nogle frustrationer.

Ofte føles spillet på banen næsten forudprogrammeret, og man bliver øjeblikkeligt straffet for at trykke på den forkerte knap på det forkerte tidspunkt. Eksempelvis medfører et hvilket som helst tryk på sprintknappen et langt træk, der hvis man ikke har den tilstrækkelige plads, resulterer i, at man mister bolden. Derudover er f.eks. de glidende tacklinger ens hele tiden, og derigennem ubrugelige i mange situationer.

Den slags små frustrationer er der desværre en del af i PES 2013. Man undrer sig over en gammeldags opfattelse af offside reglen, hvor der fløjtes for offside, så snart en spiller er kommet for langt frem, og man forsøger at aflevere til ham, uanset om han modtager bolden eller ej. På den anden side oplever man også ganske åbenlyse frispark, som dommeren til gengæld undlader at dømme. Eller hvis man presser en modspiller omkring midtbanen, sparker han ofte bolden ud over sidelinjen i desperation.

Man sidder uforstående tilbage overfor denne type fodbold, men måske er det sådan, man spiller fodbold i Japan, hvor spillet er udviklet og generelt har haft mere succes end i Europa.

Disse anker fortsætter gennem resten af spillet. Uddaterede spillertrupper skærer i øjnene, f.eks. er en af sommerens helt store handler, Robin Van Persies skifte til Manchester United, ikke effektueret og han er stadig at finde i Arsenal, hvilket er underligt i og med at Manchester United er det eneste licenserede engelske hold i spillet.

Når alt kommer til alt er det, til trods for småfejl og frustrationer, et ganske vellavet spil, med mange forskellige spiltyper. Specielt hvis man ikke bryder sig om Fifa, vil man helt sikkert blive glad for Pro Evolution 2013.

Anmeldt af Andreas Ørts Holm

Platform: Xbox360
Udvikler: Konami
Distributør: Nordic Game Supply
Karakter: 6/10

Virtua Tennis 4 – ketsjermassage til folket

Virtua Tennis 4 til Xbox leverer tennis med let tilgængeligt gameplay og en simpel, men solid, styring. Uden at ty til tegneseriefigurer, brændende bolde, powerups og effektfulde specialslag. Sådan da.

Tennisspil er ofte enten meget useriøse eller meget realistiske. Virtua Tennis 4 forsøger at  lægge sig midt imellem titler som Sega Superstar Tennis og den nok mest direkte konkurrent Top Spin. Virtua Tennis 4 er hverken en fuldblods-tennissimulator for ketsjerfanatikere, men heller ikke et decideret arkadespil med Mario og Sonic, der spiller tennis i farvestrålende miljøer flankeret af eksplosioner og superslag.

Umiddelbart ser det hele meget realistisk ud med kendte spillere og rigtige banelokationer i Melbourne, Paris og New York. Der er dog stadig rigeligt med knap så seriøse idéer i VT4. Karrieredelen indeholder f.eks. velgørenhedskampe i fjollede kostumer eller en træningsmodel, der går ud på at samle æg og  derefter hurtigst muligt bringe kyllingerne tilbage til hønemor!

Der tilbydes de forventede spiltyper: Træningskamp med enten singles eller doubles, en træningsdel og en “Arcade mode” hvor man spiller mod modstandere af stigende sværhedsgrad. I “Party Mode” kan man konkurrere i de minispil, der samtidig gør det ud for træningsøvelserne i spillets sidste og mest fyldige mode: “World Tour”. Her har man  muligheden for at lave sin egen spiller og gennem en hel karriere føre ham eller hende til tops i tennisverdenen.

Styring er nem at gå til og føles responsiv og præcis, godt bakket op af fint animationsarbejde. Generelt er grafikken rigtig pæn, specielt closeups i super-slow motion er imponerende, og de spilbare tennisstjerner er gennemgående flot lavet og genkendelige. Lydeffekterne er passende uden at blive hverken spektakulære eller irriterende, mens musikken er lidt ligegyldig.

Virtua Tennis 4 er et godt og indbydende tennisspil og en oplagt mulighed for flere spillere. Det  formår dog aldrig rigtigt at ophidse, specielt hvis man har spillet forgængeren. Man ønsker sig nye idéer, mere mulighed for fordybelse og måske endda et mere avanceret kontrolsystem, men VT4 søger mellemvejen, hvor det aldrig bliver rigtig dybt, men heller aldrig rigtig overfladisk. Til gengæld er det hele veludført, og alle kan være med.

Anmeldt af Andreas Ørts Holm

Platform: Xbox360
Udvikler: Sega
Karakter: 7/10